Petru MaierFotografi · 1. maj - 15. juni 2009 Petru Maier er uddannet filmfotograf fra det rumænske Filmakademi i Bukarest. Han har fotograferet siden han var ti år og optog sin første film som tolvårig. Som 18-årig blev han optaget i Kunstfotografernes Forbund. Ved siden af sin karriere som filmfotograf ser han sig selv som fotokunstner. "Jeg betragter kunstnerisk fotografi som en genre af fotografi, der adskiller sig fra dokumentarisk eller journalistisk fotografi", fortæller Petru Maier. "Min kunst dækker to overordnede mål: At fange øjeblikket og at genskabe det. Øjeblikket kan være meget forskelligt, f.eks. Et særligt lysforhold, en usædvanlig himmel, et sært vejrforhold eller den afgørende brøkdel af et sekund i bølgernes, vindens eller fuglenes bevægelse. Øjeblikket, der genskabes, kan være tanken, der spirer, når vi ser tidens indvirkning på natur og ting." "Jeg bevæger mig frit mellem den ægte fotografiske teknik, hvor erfaring og hurtighed er afgørende, og de komplekst bearbejdede billeder, hvor styring og kontrol i computerprogrammer spiller hovedrollen." Petru Maier har modtaget flere internationale priser for sine fotografier, bl.a. ved udstillinger i England, Frankrig, Italien og USA. Han har siden 1994 undervist på Den Europæiske Filmhøjskole i Ebeltoft. |
Udstilling 167
|